Home » Nyheder » Julevin 2018

Julevin 2018

IMG_0772

Jul er for mange af os ensbetydende med god vin. Heldigvis.

Det store spørgsmål er så – hvad er en god julevin?

Det kommer efter min beskedne mening helt an på hvem du spørger. Selvfølgelig er der vin der passer rigtig godt til julemad, og vin der stikker for meget ud til at matche både anden, de sprøde svær og de rigelige mængder sauce.

Men det er i sidste ende også et spørgsmål om præferencer og personlig smag.

Så udover at lytte til de kommende kloge råd, så skal du også lytte til dig selv, og finde ud af hvad der fungerer bedst for dig. Det er nemlig dig vi leder efter julevin til, og dig der skal forkæles juleaften.

Ikke Onkel Arne der højrøstet udbryder at en fuldfed, stuevarm Amarone er det eneste man kan drikke juleaften, for det har han da altid gjort.

Min pointe er, at hvis det fungerer for Onkel Arne, så skal han endelig fortsætte med det, men man kommer nu alligevel ret langt med at være nysgerrig og nytænke lidt.

Også når det kommer til vin.

Ham Onkel Arne er dog ikke helt ved siden af i sit valg. Amarone og Ripasso Valpolicella bliver ofte anbefalet som julevin, og med grund. Jeg synes selv de fungerer rigtig godt juleaften, især til anden og rødkålen da der ofte er både frugt, masser af fylde og kraft, blødhed og ofte en smule sødme at hente i vinene.

I år falder valget dog lidt anderledes, nemlig på den oversøiske Pinot Noir ”Montes” fra Chile, der er noget lettere og køligere i udtrykket end f.eks. en Amarone.

Den er mere elegant, og du rammes i duften af modne, mørke, sødmefulde bær, hvor du i smagen får masser af røde bær, kandiserede violer, og en let krydret eftersmag.

En utrolig charmerende vin

Netop fordi den er oversøisk, har den en smule frugtsødme ligesom Amaronen, men her får du samtidig en ekstra bonus, nemlig den lette, behagelige syre, der for mig løfter den lidt tunge mad til helt nye højder.

Servér den kølig, gerne omkring de 14 grader – hellere for kold end for varm, den får alligevel hurtigt varmen i glasset, og det er sjovt at følge den udvikling der sker undervejs, i både smag og duft.

Foretrækker du, eller andre i selskabet hvidvin, så er denne Riesling fra Domaines Schlumberger i Alsace et spændende bud.

I duften får du hvid syren, honning og en smule røg. I smagen er der frisk citron, honningmelon og hvide blomster.

Passer fortrinligt til det lyse og trods alt magre kød en svinekam er, og er samtidig et friskt og saftigt modspil til de sprøde, fede, salte svær.

Den er bedst kølig, omkring de 8-10 grader.

Til Ris a la manden serveres ofte portvin, og det er så absolut også en dejlig forening. Er du ikke til portvin, eller søger du blot et lidt friskere alternativ så vil jeg anbefale dig at prøve ”Pære og Kirsebær” bobler fra Frederiksdal.

Der er masser af smag, sprøde noter fra pæren og ellers bare fuld smæk på kirsebærret.

Den skal serveres iskold, og både smagen og de ivrige bobler passer perfekt til formålet.

Så kom vi igennem julens vine – jeg håber I fik lidt inspiration og hold endelig godt øje med bloggen. Næste indlæg handler nemlig om julespiritus.

 

Riesling, SCHLUMBERGER
DKK 162

Vinen har en flot lysegul, blank farve. Duften byder på nuancer af grønne blade, vilde blomster, lindeblomst men også røgede, mineralske toner. I smagen har man en meget ren stil, bidende, med toner af citrusfrugter og krydrede nuancer af ingefær, anis og hvid peber. Vinen er perfekt til dampede fisk, sauterede skaldyr, fiske- eller skaldyrssuppe.Land: FrankrigOmråde: AlsaceDistrikt: AlsaceProducent: Domaines Schlumberger.Alkohol i Procent: 13% 

Pinot Noir, Limited Selection - MONTES
DKK 125

Harmonisk balance mellem frugt og kompleksitet. Velegnet til and, fjerkræ, kalv mm.

Sparkling Kirsebær og Pære - FREDERIKSDAL
DKK 199

Pærevin og kirsebærvin - perfekt kombination af lethed og frugtig tyngde.

IMG_0499IMG_0505IMG_0770